Vi bruger cookies for at hjælpe med at levere vores tjenester. Ved at bruge websitet accepterer du vores brug af cookiesOk
En oase mellem by og havn. Foto: Thomas Rahbek

Amaliehaven

Skumsprøjt, grønne planter og udsigt

Amaliehaven er en lille oase midt i storbyen, placeret mellem Amalienborg Slot og havnefronten med nogle af Københavns smukkeste udsigter 

En ung park

Mellem springvand, skulpturer, træer og blomster kan man skimte det glimtende vand, bådene og den imponerende Opera. Amaliehaven åbnede i 1983 og er en af Københavns yngste parker. Haven er en gave fra A.P. Møller Fonden og er tegnet af den belgiske landskabsarkitekt Jean Delogne. Den italienske billedhugger Arnaldo Pomodoro har skabt de fire iøjnefaldende bronzesøjler, springvandet i midten og kaskadefontænerne i siderne. 

Fra skibsværft til rekreativt område

Det kan være svært at forestille sig, at der engang lå et skibsværft og siden et travlt havnekvarter klods op ad kongefamiliens residens. Her i havnen lagde store oceangående lastskibe til, og Amerikabådene sejlede ud med emigranter på vej mod et nyt liv.

I dag finder man i stedet en moderne og stramt komponeret have, hvor man kan få en rolig stund omgivet af vandkunst, blomster og grønne planter, og med en af Københavns smukkeste udsigter. Amaliehaven ligger på én af dansk arkitekturs mest berømte sigtelinjer fra Marmorkirken over Amalienborg Slotsplads til havneløbet og over på den anden side af havnen, hvor Operaen slutter sigtelinjen.

Hårdføre planter og rolig stringens

En del af landskabsarkitekt Jean Delognes oprindelige beplantning gik til i havens første år på grund af vanskelige jordbundsforhold fra områdets fortid som skibsværft. Havens beliggenhed tæt på saltvand og havgus betød endvidere, at ikke alle planter egnede sig til lokaliteten.
Amaliehaven er med tiden tilpasset klimaet og har vokset sig mere frodig og indbydende. De smukt irrede kapper på Pomodoros bronzesøjler står smukt sammen med Marmorkirkens kuppeltag og rytterstatuen midt på Amalienborg Plads. Havens rolige stringens bliver understreget af havemurenes og bygningsvæggenes lysegrå franske kalksten. Flisebelægningen, anløbstrapperne og vandkunsten er af bornholmsk helletsbakke- eller moseløkkegranit, og de mange træbænke er udført i flødebrun iroko, også kaldet afrikansk teaktræ.

Grønt vue til storslåede bygningsværker 

Amaliehaven er velbesøgt året rundt. Folk, der arbejder og bor i kvarteret, benytter haven flittigt. Nærheden til Amalienborg Slot betyder også, at turister besøger den året rundt og oplever København fra en af byens smukkeste sider. Foruden Amalienborg, Marmorkirken og Operaen kan man nyde de smukke nye og gamle bygningsværker i hele inderhavnen, såsom Skuespilhuset, Kvæsthusmolen, Vestindisk Pakhus og Mastekranen.

Åbningstider

Haven er åben året rundt.