Amalienborg Slot

Kongefamiliens vinterbolig

Midt mellem by og havn finder du et af hovedværkerne i dansk bygningskust, Amalienborg, som arkitekten Nicolai Eigtved tegner i 1750'erne. Fire næsten ens palæer omkranser Amalienborg Slotsplads med rytterstatuen af Frederiksstadens grundlægger, Frederik 5. Palæerne bliver oprindeligt bygget som boliger til fire højstående adelsmænd, men da Christiansborg Slot brænder i 1794, overtager kongefamilien Amalienborg som residens. Siden da har regenterne beboet Amalienborgs forskellige palæer på skift.

Christian 7.s Palæ

Christian 7.s palæ er Dronningens gæstepalæ. Her bor præsidenter og kongelige, når de er på visit i Danmark. Det er også her, at Dronningen hvert år er vært ved det traditionsrige nytårstaffel i Riddersalen.

Palæet er opført 1750-54 for overhofmarskal Moltke og rummer smukke sale med udsøgte møbler, elegante guldspejle og vældige lysekroner. Desuden regnes Riddersalen for et af Europas fineste rokokorum. 

Den Kongelige Livgarde

Den Kongelige Livgarde står vagt ved Amalienborg hver dag. De gennemfører postafløsning hver anden time og et opsigtsvækkende vagtskifte hver dag kl. 12, som ofte tiltrækker rigtig mange tilskuere.

Christian 8.s Palæ

Christian 8.s Palæ indeholder blandt andet museet "Amalienborg", hvor du kan tage på en kongelig tidsrejse gennem de seneste 150 år af monarkiets historie. I palæet oplever du de tidligere danske monarkers private værelser, der er bevaret, som kongerne og dronningerne i sin tid indrettede dem. Du kommer også tæt på den kongelige hverdag, som den ser ud i vores tid.

Frederik 8.s Palæ

Frederik 8.s Palæ fungerer som bolig for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Palæet er ikke tilgængeligt for offentligheden.

Christian 9.s Palæ

Christian 9.s Palæ er regentparrets officielle residens. Når flaget er hejst over palæet, er det et tegn på, at Dronningen er hjemme. Palæet er ikke tilgængeligt for offentligheden.

Amaliehaven

Amaliehaven er et fredfyldt og frodigt hvilerum i midten af den pulserende storby. I Amaliehaven findes en af Københavns smukkest udsigter, da udsynet strækker sig fra rytterstatuen på Amalienborg Plads til Marmorkirkens kuppeltag og Operaen ude ved havnefronten. Amaliehavens vandkunst, smukke bronzesøjler af Pomodoros og grønne planter sænker tilsammen en ro over parken.