Kongetrappen på Christiansborg

De mange fortællingers Slot

Om Christiansborg Slot 

Christiansborg Slot er de mange fortællingers slot! I mere end 800 år har det udgjort Rigets bankende hjerte, for det er jo her magten bor og altid har boet i enestående omgivelser. Magt i al sin pragt og i alle sine former. Den enevældige, den lovgivende, den symbolske - men altid den imponerende og sanselige, for magt og pragt er faktisk to sider af samme sag. 

Christiansborg Slot er fortællingen om Det Danske Kongehus og om danmarkshistorien - to kæmpestore og fantastiske fortællinger, der er uløseligt forbundet og som fortsat skrives. Det seneste kapitel foregår faktisk lige nu. 

Det er nemlig her, at Dronningen underskriver Folketingets vedtagne love, afholder audienser, gallamiddage og nytårskure - og det er såmænd også lige præcis her, de to elskende Dronning Caroline Mathilde og Struensee snupper magten fra kongen, men ender med selv at blive kuppet en kold januarnat. 

Historiens vingesus suser rundt om hvert eneste hjørne på Christiansborg Slot, og det kan mærkes. Uanset om du kommer for at forstå kongehistorien indefra eller forbløffes over magtens selviscenesættelse, bombarderes dine sanser med vægtig kunst og prægtig arkitektur - alt sammen fortalt med et drys af Kongehusets særlige eventyrstøv.   

Besøg Christiansborg Slot på egen hånd eller på en af vores spændende omvisninger