Dansesalen er en kærlighedsgave til dronning Sophie. Foto: Finn Christoffersen

Dansesalen

De har spist i timevis, den ene udsøgte ret efter den anden, og drukket masser af den bedste øl og vin, snakket og grinet. Krystalglassene er aldrig tomme, men fyldes konstant. Kongen har flere gange hævet sit glas og udbragt en skål efterfulgt af lyden af trommer, trompeter og en øredøvende kanonsalut fra bastionerne. De levende lys og de mange opstemte mennesker gør det dampende hedt i Dansesalen, også selvom en del af de blyindfattede vinduer er knust af kanonernes brag. Duften af de mange eksotiske og krydrede retter er efterhånden blevet til en tung stank. Men stemningen er høj og dirrende af forventning. Og så sker det, musikken starter, det er tid til dans, og de adelige jomfruer puffer og skubber for at komme forbi nogle af de ældre adelsmænd, som efter al vinen er faldet i søvn.

Frederik 2. fik med Kronborg et imponerende renæssanceslot, som blev berømt i det store udland, og til sådan et slot hørte naturligvis også en dansesal, som blev en af de fineste i Europa. Salen er ca. 62 meter lang og 12 meter bred og på Frederik 2.s tid den største i Nordeuropa. Og Frederik 2. elskede at fylde slottet med gæster og holde store fester, og det var fester, der blev talt om vidt og bredt.

Når der skulle være fest, blev de kostbare kongetapeter hængt op på væggene, således at alle gæsterne kunne se de hundrede konger før Frederik 2. og med egne øjne forvisse sig om, at det danske kongehus havde lange og solide rødder tilbage i historien. For enden af dansesalen stod den prægtige bordhimmel af purpurrød silke med indvævede guld- og sølvtråde. Det var her, kongen og dronningen sad.

Gæsterne sad bænket ved borde langs væggene, og de fineste gæster var naturligvis placeret tættest på bordhimlen og de kongelige. Hvem, der var finere end andre, var man meget bevidst om, men alle gæsterne sad med ansigtet vendt mod det store dansegulv af marmor. Og alle gæsterne blev vartet op med utallige udsøgte og krydrede retter, mere end tyve retter blev der serveret, når der var fest! Dertil blev der serveret øl og de bedste vine i litervis, og mange gæster drak, til de segnede.

Og der blev danset! Det fortælles, at ikke mindst de unge hofdamer var ellevilde med at komme ud på dansegulvet. Så ivrige, at Frederik 2. faktisk måtte udstede et forbud mod, at de feststemte damer sprang over langbordene for hurtigst muligt at komme med i dansen. Det førte efter sigende til for mange ulykker, og i stedet måtte damerne pænt skubbe sig hen til enden af bordene for at komme på dansegulvet.   

Det meste af dansesalens inventar blev ædt af flammerne i 1629, da slottet brændte, men slotskirkens udsmykninger, som har overlevet både brand og plyndringer, vidner stadig om Dansesalens storhedstid.