21.04 - 24.10

Jim Lyngvilds Kongerække på Kronborg

21. april til 24. oktober 2021

Kongerækken på Kronborg

Fakta og fantasi med Jim Lyngvild og Poul Grinder-Hansen

Oplev Jim Lyngvilds storslåede billeder af fortidens konger og dronninger, når Danmarks kongerække for første gang i over 400 år igen pryder væggene på Kronborg Slot. Særudstillingen løber fra 21. april til 24. oktober 2021. 

Designeren Jim Lyngvild har i sin bog ”Danmarks konger og dronninger fra Gorm til Margrethe II” genskabt fortidens konger og dronninger, som det de var; mennesker af kød og blod. Med følelser og bristede drømme. Stolthed og storhedsvanvid.

I udstillingen bliver du blæst bagover af de over 3 meter høje portrætbilleder, der på dragende og fascinerende vis fortæller historien om Danmarks monarki. 

I samarbejde med Kronborg Slot er billederne gentænkt som vægtapeter til det gamle kongeslot. Krydret med rekonstruerede dragter og billeder af scener, der kunne have udspillet sig her på slottet, puster Lyngvild liv i den danske kongerække. 

Særudstillingen suppleres af et lydspor, hvor du kan høre Jim Lyngvild og Poul Grinder-Hansen, seniorforsker på Nationalmuseet, ”battle” på historiske fakta og fortolkninger. 

Det store opgør: Designeren mod historikeren

Der har længe været en kamp mellem Jim Lyngvilds genfortolkninger og historikeres udlægning af fakta. Men hvem har ret? Den historiske fortolkning eller den moderne genfortolkning? Eller er det samme historie i nye klæder? 

Udstillingen her spiller både på fakta og fantasi, og for at skelne de to, kan du høre Jim Lyngvild og seniorforsker Poul Grinder-Hansens snak om nogle af billederne.  

Er det for eksempel ikke lidt overdrevet at vise Frederik 2. i en tigerjagt? Og hvorfor vise Harald Blåtand i en tønde? Vi kan godt afsløre, at svarene kan overraske, og at det ikke er første gang i historien, at fantasien spirer.  

På udstillingen kan du altså høre de to herrer diskutere i et underholdende opgør om fakta og fantasi. Lydsporet skal du høre på din egen mobiltelefon via app’en Useeum. Den kan du allerede downloade nu på Google Play og på AppStore.

Kronborgtapeterne i moderne udgave

Det er ikke første gang, at kongerækken våger over Kronborg Slot. Frederik 2. fik i sin tid vævet 43 kongetapeter, eller gobeliner, til Dansesalen. Tapeterne afbildede 101 danske konger; fra sagnkongen Dan til Frederik 2. selv og hans søn Christian (4.).  

Grunden var selvfølgelig kongens svenske ærkerival, Erik 14. Erik havde på samme tid bestilt en serie vægtapeter med den svenske kongerække. Men hvis man tilføjer et par mytiske sagnkonger, er den danske kongerække længere og dermed mere imponerende end den svenske. 

I særudstillingen ser du også 6 af de originale kronborgtapeter. Så kan du sammenligne de nye portrætter med kongetapeterne, der er over 400 år gamle.