I De Kongelige Stalde pruster hestene de besøgende i nakken. Foto: Thomas Rahbek, SLKE

De Kongelige Stalde

Kongehusets heste bor i Ridebaneanlægget fra 1700-tallet

Der har været heste og liv i staldene lige siden 1740. Ridebaneanlægget, Marmorbroen og de to staldfløjsbygninger er det eneste af Christian 6.s pompøse barokslot, der har overlevet begge slotsbrande. Når Dronningen holder nytårskure og andre store fester på Christiansborg Slot, spændes de smukke hvide heste for kareten i prægtigt gallaseletøj og kører afsted med Dronningen. Staldens fineste køretøj er guldkareten. Den blev bygget i 1840 og er belagt med 24-karats bladguld. Den ældste karet i staldene er enkedronning Juliane Maries statskaret fra 1778. 

Besøg hestene i De Kongelige Stalde

Staldene er hjem for Kongehusets hvide kladruberheste. Se åbningstiderne her.

Vær opmærksom på, at hestene kommer på græs om sommerens varme måneder. I den periode kan man i stedet opleve en udstilling om de kongelige heste.