Margrete den Første særudstilling

Privat gruppeomvisning om Margrete den Første


Kom helt tæt på Margrete den Første, når hendes gyldne kjole stråler om kap med de flotte kostumer og rekvisitter fra den nye storfilm Margrete den Første.  Hør historier og myter om hende på Dronningens Christiansborg. Her, hvor hun som barn stod brud, og hvor hun 560 år efter sin død blev anerkendt som regent.

Ved resterne af borgkirkens sten og blanke søjler i Ruinerne starter fortællingen om et bryllup og en barnedronning. Her blev den 10-årige kongedatter nemlig gift med Norges konge på sin far, Valdemar Atterdags Borg.

Historien fortsætter i De Kongelige Repræsentationslokaler, hvor Margretes magtspil fortælles i Bjørn Nørgaards gobeliner. Vi skal blandt andet høre om sønnen Oluf, som hun får gjort til konge af både Danmark og Norge, og hans mystiske og tidlige død. Efter Oluf adopterer den snarrådige dronning sin søsters barnebarn, og lader barnekongen overtage tronen over Kalmarunionen. Hele Norden er nu under hendes vinger. Men ikke alt går efter planen. Noget uventet sker… 

Den nye storfilm Margrete den Første, der har premiere i år, handler om denne dramatiske og uventede begivenhed i dronningens liv. 

Tårnsalen på Dronningens Christiansborg ligner filmens tronsal på Kalmar Slot. På omvisningen kommer du helt tæt den legendariske dronning, som menneske og myte via breve fra hendes hånd og originale genstande fra hendes tid. Ikke mindst den berømte gyldne kjole, som var udstillet ved hendes grav i Roskilde Domkirke, indtil svenskerne stjal den i 1600-tallet. Her på udstillingen har du en sjælden chance for at komme helt tæt på kjolen, der er på særligt besøg fra Uppsala Domkirke. Tættere kommer du ikke på den historiske dronning!

Omvisningen slutter i Christiansborgs tronsal, hvor vores nuværende dronning valgte at blive udråbt som Margrethe den Anden i 1972. Det gjorde hun for at anerkende sin forgænger, der dermed fik navnet Margrete den Første. Til januar er det 50 år siden, og her på udstillingen markerer vi det gyldne jubilæum ved at lade de to dronninger mødes på tværs af tiden via deres fantastiske gyldne kjoler.

Udstillingen, som besøges på omvisningen, er skabt i samarbejde med SF Studios.


Praktiske informationer

Særudstillingen kan besøges på em af vores to gruppeomvisninger. Den ene gruppeomvisning inkluderer et besøg i Ruinerne til forskel fra den anden.  

Hvor: Christiansborg Slot, Prins Jørgens Gård 5, København K
Hvornår: 24. september- 12. december 2021
Varighed: ca. 1,5 time (inklusiv Ruinerne), eller ca. 1 time (eksklusiv Ruinerne)
Pris:
Inklusiv Ruinerne: 140 kr. pr. person + 1950 kr. for betaling af guide. Udenfor almindelig åbningstid betales 2925 kr. for guide.
Eksklusiv besøg i Ruinerne: 85 kr. pr. person + 975 kr. for betaling af guide. Der kan være 30 personer på hver gruppeomvisning. 

For mere information og bestilling, kontakt os på christiansborg@natmus.dk eller telefon 33 92 64 92 (hverdage kl. 9-12 og 13-15).

kontakt

Bestil en omvisning

Kontakt os på: christiansborg@natmus.dk 
eller telefon 33 92 64 92 (hverdage kl. 9-12 og 13-15)