Vi bruger cookies for at hjælpe med at levere vores tjenester. Ved at bruge websitet accepterer du vores brug af cookiesOk
Kæphesteturnering Christiansborg slot_Foto Thorkild Jensen

Sommerferie på Dronningens Christiansborg

Besøg slottet i børnenes sommerferie til halv pris*

Tag med på en tidsrejse gennem hundredevis af år og oplev, hvordan konger og dronninger har holdt fester her midt i København.


I De Kongelige Repræsentationslokaler holder Dronning Margrethe de store fester, og det er også her, at hun modtager sine store gaver. Kun i Riddersalen er der plads til de 98 malerier, som børn fra hele landet har malet af hende til hendes 80 års fødselsdag i år. Gå på opdagelse i legebarnet Shane Brox’ eventyrlige univers med malerierne. Du kan også prøve selv at tegne et billede af Dronningen til fest på Christiansborg – så deltager du nemlig i slottets store tegnekonkurrence! 

Hør om de kongelige desserter i Det Kongelige Festkøkken 

Under de prægtige sale ligger Det Kongelige Festkøkken. For 100 år siden flyttede en lille pige ind på Christiansborg, fordi hendes far var lakaj på slottet. Når der var fest, sneg hun sig gerne ned i køkkenet – se om du kan finde ud af, hvor hun gemmer sig, og hør hende fortælle om de lækre kongelige festdesserter. 

Deltag i kæphesteturneringen på Ridebanen 

Når der skulle festes i 1700-tallet afholdt kongerne store hestekarruseller på ridebanen på Christiansborg. En hestekarrusel er en blanding af en ridderturnering og et optog, og her ved slottets Kongelige Stalde kan du selv deltage i en kæphesteturnering mod dine forældre, bedsteforældre eller nogle af de andre børn. 

Gå på østersjagt i Ruinerne 

Helt tilbage i renæssancen festede Christian 4. på Københavns Slot, som man kan se ruinerne af under Christiansborg Slot. Til festerne drak Christian og hans gæster øl og spiste østers i spandevis – skallerne smed de bare ud i voldgraven, og nu skal du tælle, hvor mange du kan finde i ruinerne fra slottet. 

Vær med i konkurrencen

Når du har gennemført tidsrejsen rundt på Christiansborg og svaret på alle spørgsmålene, får du en lille præmie i slotsbutikken. 

Her kan du også aflevere din egen tegning af Dronningen i en skattekiste og krydse fingre for, at det bliver dig, der vinder Christiansborgs store tegnekonkurrence. Præmien er et flot puslespil på 1.000 brikker med Gobelinerne som motiv og en lykkepose fra slotsbutikken. 

Vilkår og betingelser for tegnekonkurrencen: Vinderens tegning bliver vist på facebooksiden Dronningens Christiansborg den 7. september 2020 og vinderen får direkte besked.

Tid og sted:

Hvor: Christiansborg Slot, Prins Jørgens Gård 5, København K

Hvornår: hver dag 1. juli til 9. august i slottets åbningstid. Bemærk: Kæphesteturneringen afholdes kun kl. 13-15. Svaret på spørgsmålet kan også findes i De Kongelige Stalde.

Pris: Gratis for børn, der ledsages af en betalende voksen med Slotsbillet

*Tilbuddet gælder fra d. 27. juni - 9. august for slotsbilletter og entrébilletter og omfatter ikke omvisninger. 


Køb billet
Links

Se børnenes fødselsdagsgave til Dronningen