Helle Thorning Schmidt ved Dronningens Regentjubilæum

Når kjolen skaber debat

Helle Thornings kjole skabte debat til Dronningens regentjubilæum

Snart kan du opleve kjolen i vores særudstilling, På de bonede gulve, hvor den står side om side med andre kjoler, der har sat gang i kommentarsporerne. Enten fordi folk har fundet dem vanvittigt smukke, eller fordi de har sat  gang i en debat.

Ved de største, festlige begivenheder på Christiansborg Slot sidder modekommentatorerne klar til at bedømme de mange kjoler, som den kongelige familie og deres gæster bærer.

Og det sker, at de forskellige tøjvalg deler vandene – både imellem modekommentatorerne, men også iblandt befolkningen.

Ved Dronningens regentjubilæum var det den forhenværende statsminister, Helle Thorning Schmidts lyserøde kjole, der stjal opmærksomheden på den røde løber. Kjolen, der er designet af Soeren Le Schmidt satte gang i en større debat om, hvilken type udskæring, der går an, når man er til fest hos Dronningen, men også om friheden til at gå i det tøj, som man føler sig godt tilpas i.

Et andet eksempel er den efterhånden ikoniske røde kjole som Nicholas Nybro designede til Ghita Nørby i anledningen af kunstnerballet på Christiansborg i 2016. Kjolen blev sammenlignet med næsten alt lige fra en kæmpe moderkage og hoppeborg til en rumdragt. Den startede en debat om, hvad der er grimt, og hvad der er flot.

Af og til ser man også gæster, der griber chancen for at iklæde sig tøj, der sender et budskab, som for eksempel understøtter et personligt værdisæt eller et politisk budskab. Det er især noget vi ser, når de mange folketingsmedlemmer ankommer til det traditionsrige folketingsbal.

Den tidligere politiker, Kamal Qureshi fik mange reaktioner, da han mødte op i sin pakistanske festdragt på Christiansborg Slot i 2010. Det skabte en debat om blandt andet, hvilke nationale dragter, man kunne tillade sig at bære til folketingsbal. Otte år senere ankom politiker, Karina Adsbøl i sin fortolkning af en moderne dansk nationalkjole, designet af Justian Kunz, og i ved det franske statsbesøg ankom forhenværende kulturminister Mette Bock i en Jim Lyngvild-kjole med et fransk maleri påtrykt.    

Alle de nævnte kjoler og mange andre vil kunne opleves i udstillingen, På de bonede gulve på Christiansborg Slot fra 6. oktober til 18. december.