Vi bruger cookies for at hjælpe med at levere vores tjenester. Ved at bruge websitet accepterer du vores brug af cookiesOk
Grevinde Danner. Foto: Det Kongelige Bibliotek

I Grevinde Danners fodspor

- Tag med på særomvisning søndage i marts

Louise Rasmussen blev født af en ung og ugift tjenestepige på Fødselsstiftelsen i København. Forventningerne til den lille pige var små, men Louise fik et usædvanligt liv; som balletdanserinde, iværksætter i modebranchen, kvindesagsforkæmper, Frederik 7.s elskerinde og senere hustru med titlen Grevinde Danner. Få historien om hendes dramatiske liv på Christiansborg Slot.

Fra ballerina til grevinde

Imens 13-årige Louise Rasmussen snurrer rundt i yndefulde piruetter i Hofteatret på Christiansborg Slot, bliver tronfølgeren Frederik 7. gift få skridt derfra i slotskirken. Den dengang ganske ukendte ballerina danser til Elverhøj til ære for det unge kongepar som et festligt indslag til brylluppet. 

Frederik 7. møder Louise Rasmussen i Hofteatret og forsøger flere gange at få lov til at gifte sig med hende, men kongefamilien står stejlt imod ægteskabet. Først i 1850 siger parret ja til hinanden. På det tidspunkt er Frederik 7. blevet skilt to gange. Faktisk er begge prinsesser flygtet fra Christiansborg Slot og ud af ægteskabet med den lunefulde Frederik 7. Men Louise Rasmussen får sat nogenlunde skik på Frederik, og hun bliver ved hans side til hans død. Ægteskabet er ”til venstre hånd”, og Louise Rasmussen får aldrig dronningetitlen. Men hun får en anden – Grevinde Danner.

Følg i Grevinde Danners fodspor på Christiansborg Slot

Hør om Frederik 7.s mislykkede ægteskaber i Christiansborgs Slotskirke, om Louise Rasmussens opvækst og hendes liv som balletdanserinde i Hofteateret. Omvisningen ender i Riddersalen, hvor vi ser den begivenhedsrige periode som den er skildret i Bjørn Nørgaards gobeliner. 

Tid og Sted

Datoer: 1., 8., 15., 22. og 29. marts kl. 14
Varighed: ca. 1½ time
Det anbefales at komme i god tid.
Mødested: Billetsalget i De Kongelige Repræsentationslokaler, Christiansborg Slot, Prins Jørgens Gård 5.

Pris: voksen 140 kr. og barn (4-17 år) 70 kr.
Billetter købes på forhånd i vores webshop. Evt. resterende billetter sælges i døren.

Bemærk: Vandreturen omfatter både trapper og brosten og er derfor vanskeligt tilgængelig for gangbesværede.