Vi bruger cookies for at hjælpe med at levere vores tjenester. Ved at bruge websitet accepterer du vores brug af cookiesOk
Fredensborgmaleriet - Laurits Tuxen

Særomvisning: Fredensborgmaleriets festklædte verdensdamer

Oplev miniudstillingen på en omvisning og kom tæt på Christian 9.s døtre, Dagmar og Alexandra.

Omvisningen starter i den lille, eksklusive dragtudstilling Fredensborgmaleriets festklædte verdensdamer, som åbner d. 15. september 2020 i Fredensborgsalen på Christiansborg Slot.

Det fantastiske Fredensborgmaleri fra 1883 er netop blevet restaureret i år. Maleriets farver stråler på ny, og personerne fremtræder lyslevende. Enkelte lader vi træde helt ud af billedet – så du kan se de dragter, de har båret tæt på kroppen, imens vi fortæller om deres liv. 

Takket være deres mor, Dronning Louises ihærdige arbejde med at gifte sine børn ind i Europas mest indflydelsesrige fyrstehuse, endte Dagmar med at blive Ruslands strålende kejserinde, og Alexandra blev Englands populære og fashionable dronning

Hovedattraktionerne i udstillingen er to af Dagmar og Alexandras ekstravagante festkjoler fra Nationalmuseets Dragtsamling. De er med til at fortælle historien om, hvordan søstrene endte med at blive kraftigt idoliseret på hver deres måde

– specielt Alexandra, der oplevede, at de engelske adelsdamer efterlignede alt, hvad hun gjorde - selv da hun begyndte at halte. Men du får naturligvis også historien om Kejserinde Dagmars rejse mod ufattelig russisk rigdom og senere hendes dybe fald.

På omvisningen hører vi også om deres barndom i Danmark, hvor de levede under beskedne kår og selv måtte sy deres tøj. Deres far, Christian 9., var nemlig kendt for sin store nøjsomhed og havde et meget sparsommeligt forhold til tøj. 

Da han døde, efterlod han sig 36 ubrugte habitter, som hans døtre havde købt til ham, fordi de ikke brød sig om det gamle tøj, han selv foretrak at gå i.

Vi skal se en af hans sportssæt i tweed, og så skal vi følge i Christian 9.s fodspor rundt på Christiansborg, hvor vi hører om hans forunderlige vej fra at være fattig prins af Glücksborg til at blive dansk konge og hele Europas svigerfar. Her skal vi ud over De Kongelige Repræsentationslokaler også besøge De Kongelige Stalde.

Tid: d. 4. oktober kl. 14:00 samt d. 11., 18. og 25. oktober kl. 11:00 og 14.00. Det anbefales at ankomme i god tid.
Varighed: 1½ time
Indgang: Dronningeporten, Prins Jørgens Gård 5, Christiansborg Slot. Henvend dig venligst i butikken ved ankomst.
Pris: Voksne 140 kr., børn 70 kr.

Vis webbilletten i billetsalget ved ankomst

Bemærk at slottet kan være lukket grundet Kongehusets anvendelse af slottet. Tjek altid dagens åbningstider på christiansborg.dk  inden dit besøg.

Billetter refunderes kun i tilfælde af aflysning.