Vi bruger cookies for at hjælpe med at levere vores tjenester. Ved at bruge websitet accepterer du vores brug af cookiesOk
Bag Guvernørens Spejle foto DavidRønne

Christiansborg Slot bliver caribisk guvernørbolig fra 16. september til 17. december 2017

Bag guvernørens spejle

Da Dansk Vestindien blev solgt til USA i 1917, skulle guvernørboligerne på øerne rømmes. En kostbar møbelsamling fra den tidligere guvernør, Peter von Scholten, blev lastet på et skib og sendt til Danmark.

De vestindiske møbler afslører bagsiden af kolonitiden

Møblerne er hovedpersonerne i udstillingen Bag Guvernørens spejle. Peter von Scholtens balsal i Dansk Vestindien genskabes i de kongelige sale sammen med mange af hans møbler. 

Christiansborg Slot forvandles til caribisk guvernørbolig

Når de besøgende begiver sig op ad Dronningetrappen, træder de ind i Peter von Scholtens guvernørbolig, som den så ud i 1833.

Palmeblade er strøet ud på trappen, så gæsterne ikke trækker det vestindiske sand og støv med ind i de strålende sale. Der dufter af kaprifolium i skumringstimen, og tonerne af de sidste nye hofdanse for pinaforte strømmer ud i balsalen.  

Peter von Scholten havde været på indkøb i Europa flere gange for at udsmykke sine stuer. Og pragtfulde så de da også ud på Skt. Thomas og Skt. Croix. Men kun for en stund, for de blev ædt op indefra.

Termitter mæskede sig i møblerne, og de blev derfor sendt tilbage til Europa for at blive kopieret. Fire gange rejste de fleste af møblerne frem og tilbage mellem Europa og Dansk Vestindien.

Til sidst fik den caribiske kultur og natur bugt med danskerne. Møblerne smuldrede og de slavegjorte gjorde oprør.

Efter næsten 200 år som kolonimagt måtte guvernøren trodse kongen og give efter for de slavegjortes frihedskrav. Han underskrev slaveriets endeligt i 1848.  

I 1917 var det stormombruste vestindiske kapitel i danmarkshistorien forbi. Møblerne lastet på et skib og sejlet over Det Atlantiske Ocean til Danmark for sidste gang. Flere af dem endte i salene på Christiansborg Slot

Spejl dig i historien

Gå med på en guidet omvisning og hør hele historien om Peter von Scholtens møblement.

Alle dage i åbningstiden: på dansk kl. 11, på engelsk kl. 15.

Mødested: billetsalget i De Kongelige Repræsentationslokaler

Bemærk: En omvisning varer ca. 50 min. Det er ikke nødvendigt at reservere plads på omvisningerne

Tid og sted

Fra 16. september til 17. december kan du spejle dig i guvernørens spejle og opleve udstillingen i de kongelige sale på Christiansborg Slot. 

Tag med på omvisning i udstillingen alle dage kl. 11.

Kort om Peter Von Scholten

Født i 1784, død i 1854. Udsendt i Dansk Vestindien fra 1814 til 1848, hvor han endte sin karriere som generalguvernør.

Fra sin guvernørbolig opbyggede han et luksuriøst hof stærkt inspireret af den danske konge. Peter von Scholten var en kontroversiel skikkelse, der gældsatte sig flere gange for at omgive sig med pomp og pragt.

Sladderen gik om guvernøren, og hans egenrådige ideer. Han blev især berygtet for at invitere ”frikulørte” og deres hustruer med til bal i Guvernørboligen.